Spørg DFUNK er vores videns- og skoletjeneste, hvor særligt elever i grundskolen og på ungdomsuddannelser kan blive klogere på livet som ung med flugterfaring i Danmark.
Dyk ned i emnerne på siden eller kontakt Spørg DFUNK på mail spoerg@dfunk.dk eller tlf. 26 23 33 93, hvis du har spørgsmål.
Tak til Københavns Kommune for at støtte Spørg DFUNK.
Når politikere, medier eller andre offentlige personer taler om "flygtninge", bliver det ofte sammenkædet med forskellige termer. Det kan være udfordrende for mange at skelne mellem begreber som indvandrere, internt fordrevne, migranter eller flygtninge. Ikke desto mindre er det vigtigt at forstå disse forskelle, da det kan give indsigt i, hvorfor en bestemt befolkningsgruppe har ret til beskyttelse, mens en anden ikke har det.
I FN's flygtningekonvention er en flygtning defineret som en person, der på grund af frygt ikke føler sig beskyttet i sit eget land og derfor søger beskyttelse i et andet land. Det kan skyldes frygt for forfølgelse, personens etnicitet, religion, nationalitet, social gruppe, politiske tilhørsforhold, seksuel orientering eller konflikter såsom krig, at personen ikke føler sig sikker i sit eget land. Som flygtning forlader man dermed sit hjemland for at søge beskyttelse i et andet land.
En flygtning er dermed en person, som alle andre, der måske går i skole eller på arbejde. Det er først når man flygter, på grund af eksempelvis krig, at man omtales som en “flygtning”. Ordet siger altså noget om en handling, man foretager sig – nemlig at man flygter. Men ordet siger ikke noget om, hvem man er, eller hvilke interesser man har.
FN’s definition af en “flygtning”
Den definition, som rigtig mange lande benytter sig af, er den, man finder i FN’s Flygtningekonvention. 146 lande, inklusiv Danmark, har underskrevet konventionen og er dermed forpligtet til at følge den. I Flygtningekonventionen står det skrevet, at de underskrevne lande skal give beskyttelse til mennesker:
“Som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil“
– Artikel 1 i FN’s Flygtningekonvention
Fordelen ved ordene “flygtning” og “flygtninge” er, at de kan bruges som en juridisk betegnelse på en gruppe mennesker, som ifølge international lov har bestemte rettigheder – herunder først og fremmest ret til beskyttelse og dermed asyl.
I DFUNK mener vi dog samtidig, at ordene “flygtning” og “flygtninge” har nogle begrænsninger. Når mennesker omtales som “flygtninge”, kan det godt komme til at lyde som om at personer, der er flygtet, ikke er andet end deres flugt. At flygte er en handling – ikke en identitet. I DFUNK vil vi gerne undgå at reducere en gruppe af vidt forskellige mennesker, som gør vidt forskellige ting og har mange forskellige identiteter, til den ene begivenhed i deres liv – nemlig at de har været tvunget til at flygte. Derfor foretrækker vi at bruge ord som “personer, der er flygtet” eller “personer med flugterfaringer”, når vi omtaler mennesker, der er flygtet.
Se Kimas tale
I slutningen af 2023 var 117,3 millioner mennesker tvangsfordrevene. Det tal inkluderer 31,6 millioner som er under UNCHR´s mandat, 6 millioner palæstinensiske flygtninge under UNRWA's mandat, 6,9 millioner asylansøgere, 5,8 andre mennesker med behov for international beskyttelse. 4,4 millioner statløse og 68,3 millioner internt fordrevne, med andre ord “flygtning i eget land”. Endvidere er 43,3 millioner personer ud af de 117,3 millioner anerkendt som flygtninge af nationale myndigheder og internationale aftaler. Af disse 43,3 millioner kom 73% fra fem lande: Venezuela (i Sydamerika), Syrien (i Mellemøsten), Sydsudan (i Afrika), Afghanistan (i Asien) og Ukraine (i Europa). Disse tal illustrerer, at flugt er en realitet for mange mennesker fra forskellige dele af verden.
Det kan være svært at få en fornemmelse af, hvor mange 117,3 millioner mennesker egentlig er. Hvis man sammenligner tallet med Danmarks befolkning (ca. 5,9 mio.), svarer det til ca. 20 gange den danske befolkning.
Hvad er UNHCR?
Er FN's flygtningeorganisation. UNHCR leder det internationale arbejde med at hjælpe, beskytte og finde løsninger for mennesker, der er nødsaget til at flygte fra deres hjem.
Hvad er UNRWA?
UNRWA er FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge. Organisationen arbejder for at forbedre levevilkårene for palæstinensiske flygtninge, som bor i Palæstina, og i nabolandene (Jordan, Libanon og Syrien).
I 2023 husede hhv. Tyrkiet, Iran, Tyskland, Uganda og Pakistan flest flygtninge og fordrevne. At det netop er disse lande er ingen tilfældighed. Alle fem lande er nemlig nabolande til de steder, som flest mennesker flygter fra; nemlig hhv. Syrien, Ukraine, Sydsudan og Afghanistan.
Hvor mange flygtninge et land tager imod, fortæller dog ikke hele historien. Dette skyldes, at mindre lande af gode grunde ikke huser lige så store antal flygtninge som de helt store lande. Dette betyder dog ikke, at de mindre lande ikke også hjælper til. Faktisk er mindre stater nogle af de lande, der har flest flygtninge per indbygger. I Aruba – et lille land i Caribien med ca. 116.000 indbyggere – er hver 6. person registreret som flygtning. I Libanon – med indbyggertal er ca. 6 millioner. – er hvert 6. person flygtning.
Overordnet kan man skelne mellem direkte og underliggende årsager til menneskers flugt. De direkte årsager er de konkrete omstændigheder, som mennesker flygter fra, såsom borgerkrig, forfølgelse eller begrænsninger i forhold til religionsudøvelse. De underliggende årsager drejer sig om baggrunden for konflikter og undertrykkelse i visse lande. Europas kolonihistorie og globale klimaforandringer udgør blot nogle af disse underliggende årsager. Interne konflikter, borgerkrige, politisk uenighed, udenlandske interventioner og økonomiske interesser spiller alle en rolle. Der er sjældent én enkelt årsag, og det kan være komplekst at forstå, hvad der virkelig driver mennesker på flugt.
For mange unge, der har oplevet at flygte fra deres hjemland på grund af konflikter, forfølgelse eller andre alvorlige trusler, udgør familien en ressource til støtte, trøst og sikkerhed. Usikkerhed omkring muligheden for familiesammenføring gør således de unge ekstra sårbare. At få afvist familiesammenføring betyder, at de bliver tvunget til at leve uden denne støtte, hvilket kan forværre følelsen af isolation og ensomhed.
De unge står over for en lang række praktiske udfordringer i deres daglige liv uden deres familie. De skal klare sig selv i et nyt land, hvor de måske ikke har nogen tætte relationer eller et solidt socialt netværk. Dette kan gøre det svært for dem at finde fodfæste og føle sig hjemme i deres nye omgivelser. Desuden kan det at være adskilt fra deres familie betyder, at de går glip af vigtige livsbegivenheder og øjeblikke sammen med deres nære relationer. Manglen på fysisk tilstedeværelse fra deres nærmeste kan forstærke følelsen af tab og savn. Samtidig står disse unge også over for en usikker fremtid. Uden muligheden for familiesammenføring kan de føle sig usikre på, hvad der venter dem, og hvordan de skal klare sig på egen hånd på lang sigt. Dette kan skabe angst og bekymring for deres fremtidige velbefindende og muligheder.
Unge med flugterfaringer har ofte en tung byrde af mentale udfordringer som følge af traumatiske oplevelser i deres hjemland eller under flugten. Mange unge kan opleve en bred vifte af symptomer på psykiske lidelser som følge af de traumatiske begivenheder, de har været igennem. Dette kan omfatte posttraumatisk stresslidelse (PTSD), hvor de genoplever traumatiske begivenheder gennem mareridt eller flashbacks, undgår situationer eller minder relateret til traumet, samt oplever øget angst og irritabilitet. Ud over PTSD kan de også lide af depression, angst og andre psykiske lidelser. Disse mentale udfordringer kan forstærkes af kulturelle forskelle og sprogbarrierer. Følelsen af at være fremmed i et nyt land og ikke forstå samfundsmæssige spilleregler eller sproget kan medvirke til isolation og fremmedgørelse. Mangel på adgang til psykologisk rådgivning og støtte er også en udfordring for mange unge, der flygter. Der kan være begrænsede ressourcer og lang ventetid for at få hjælp, hvilket efterlader de unge uden den nødvendige støtte til at håndtere deres mentale sundhed.
I en rapport fra Dansk Flygtningehjælp (DRC) om flygtninges mentale helbred er det tydeligt, at mange flygtninge, der ankommer til Danmark, er hårdt belastede både fysisk og mentalt.
I et studie af syriske flygtninge i ti forskellige lande viser, at 43% af syriske flygtninge lider af PTSD. Ny forskning blandt ukrainske flygtninge i Danmark viser, at 24,4 % oplever symptomer, der ligner PTSD. Heraf har 12 % en mere alvorlig form for PTSD (CPTSD).
Når unge med flugterfaringer ankommer til Danmark, står de over for at skulle lære det danske sprog. Dette udgør i politiske sammenhænge en central del af deres integration i det danske samfund. Uden tilstrækkelige sprogkundskaber kan begrænsede kommunikative muligheder forekomme, hvilket kan føre til følelsen af isolation og begrænset adgang til uddannelsessystemet, på beskæftigelsesområdet og i sociale fællesskaber. At lære det danske sprog kræver en betydelig indsats, der bl.a. indebærer hvilke ressourcer individet har til rådighed. Udover at lære sproglige vendinger er det også afgørende at forstå de kulturelle og sociale strukturer, der er indlejret i sproget.
For mange af disse unge indebærer det også en udfordring at finde deres identitet på et nyt sprog og muligvis opleve en følelse af tab af deres oprindelige identitet, når de ikke længere kan udtrykke sig på deres modersmål på samme måde som tidligere. For at imødegå disse udfordringer er det ikke tilstrækkeligt kun at tilbyde formel sprogundervisning. Det er lige så vigtigt at skabe miljøer, hvor de unge kan dyrke sproget i hverdagslige kontekster. Dette kan omfatte en bred vifte af aktiviteter såsom sociale arrangementer, sportsaktiviteter og frivilligt arbejde, hvor de kan interagere med andre.
I Danmark står en generation af unge, født og opvokset i Danmark, over for en udfordring, når det kommer til at opnå dansk statsborgerskab. En barriere, der virker urimelig og unødvendig, stritter imod deres ønske om en følelse af tilhørsforhold til Danmark. Selvom de er vokset op med den danske kultur, sprog og værdier, skal de igennem en længere proces for at blive anerkendt som “danskere” på et retsligt niveau. Først skal de søge om permanent opholdstilladelse, når de er i en alder af 18 år. Herefter kan de ansøge om dansk statsborgerskab. Dette betyder, at de på baggrund af reglerne først vil kunne få adgang til statsborgerskab som 21-årige, hvis de er født af forældre uden dansk statsborgerskab.
Denne realitet skaber en skævhed mellem fødselsret og statsborgerskab, der ikke blot virker urimelig, men også i strid med internationale forpligtelser. Ifølge institut for menneskerettigheder er Danmark faktisk forpligtet til at lette processen for disse unge borgere (Institut for menneskerettigheder 2023). Mangel på statsborgerskab begrænser ikke blot ens politiske indflydelse i form af at kunne stemme til folketingsvalg, men det kan også hindre unge i at realisere deres potentiale og deltage fuldt i samfundet. Det er en barriere, der ikke blot er økonomisk og praktisk, men også følelsesmæssigt og identitetsmæssigt belastende for mange af disse unge.
At søge om asyl betyder at søge om et lands beskyttelse. Det betyder altså, at asyl er den beskyttelse, en stat kan give til et menneske. Personen, som søger et andet lands beskyttelse, er en asylansøger. Som asylansøger befinder man sig uden for sit oprindelsesland, men har ikke fået tildelt asyl endnu, og venter på at få sin asylsag behandlet.
Når man søger om asyl i Danmark, henvender man sig eksempelvis på en politistation, i en lufthavn eller på et modtagecenter, hvor asylprocesen starter. I denne proces skal de danske myndigheder afgøre, hvorvidt man ifølge dansk lovgivning har ret til asyl. Hvis man får asyl, får man beskyttelse i Danmark, hvorfor man tildeles midlertidig opholdstilladelse, der skal fornyes enten hvert eller hvert andet år. Der er forskellige grunde til, at man kan få asyl i Danmark. Det kan være fordi, at man er i fare eller forfulgt af personlige årsager, f.eks. ens etnicitet, religion eller politiske tilhørsforhold. I dette tilfælde får man asyl under FN’s Flygtningekonvention. Man kan også modtage asyl på grund af et lands generelle forhold, f.eks. hvis det er for farligt at blive i ens hjemland, fordi der er krig.
Alle, der kommer til Danmark uden at have ret til permanent ophold, kan ansøge om asyl. Om man får asyl eller ej, afhænger af beslutningen fra myndighederne i det pågældende land. Den proces, hvor myndighederne træffer deres beslutning, kaldes en 'sagsbehandlingsproces'. I Danmark baseres beslutningen blandt andet på de grunde, ansøgeren oplyser (asylmotivet), på gældende dansk lovgivning, på sagsbehandlerens tillid til, at ansøgeren taler sandt, samt på situationen i det land, ansøgeren er flygtet fra.
Nej. Det skyldes en aftale mellem EU’s medlemslande, som kaldes Dublinforordningen. Denne lov betyder, at man kun kan søge asyl i ét land, og at asylansøgningen skal behandles i det første EU-land, man rejser ind i. I praksis ligger ansvaret hos det land, hvor asylansøgeren første gang har afgivet sit fingeraftryk.
Når man søger asyl i Danmark bor man oftest i et asylcenter. Det er Udlændingestyrelsen der vælger hvilket asylcenter, man skal bo på. Mange mennesker oplever at blive flyttet fra et center til et andet. Hvis en person får afslag på asyl, bliver man flyttet til et udrejsecenter.
I Danmark har vi oplevet en ændring på udlændinge- og flygtningeområdet. Et stort omdrejningspunkt var paradigmeskiftet, der trådte i kraft i 2019. Paradigmeskiftet, kendt som L 140, indeholder ændringer i en række love. Eksempelvis ændres ordlyden i udlændingeloven, så det fremgår af loven, at opholdstilladelse gives med særligt henblik på midlertidigt ophold, samt at en "flygtning" eller den, der er blevet familiesammenført, mister opholdstilladelsen, så snart det er muligt (for eksempel hvis man er flygtet fra krig, men der nu er opstået fred). Desuden omdøbes integrationsprogrammet og integrationsydelsen til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, og denne ydelse er ligeledes blevet reduceret. Derudover indeholder loven rådgivning om repatriering (frivillig tilbagevenden til sit hjemland).
L 140, kendt som “paradigmeskiftet,” blev altså det store skifte fra integration af udlændinge til en ny dagsorden om hjemsendelse og selvforsørgelse.
Mere materiale om paradigmeskiftet:
Se Ahmads film
Se Olas tale
Se Kimas tale
Hvis man slår “at integrere” op i en ordbog, står der, at det er en proces, der forener adskilte enheder og skaber en større helhed. Det er altså foreningen af forskellige ting, som kan skabe noget større. Når vi taler om integration i samtaler om flugt og mennesker, handler det om, at de personer, der er flygtet, møder de personer, der allerede bor i Danmark. Det er en tovejs proces, der kræver tilpasning fra begge parter, både de danske borgere og personen som er kommet til Danmark. Begge parter tager ved lære af hinandens kultur, ideer, viden og traditioner, mens de samtidig holder fast i deres egen viden, kultur, ideer, traditioner m.m.
Man kan også kigge på integration ud fra et formelt og uformelt niveau.
Det formelle niveau er de overordnede lovgivningsmæssige rammer for integrationen: regler, økonomi og politik. Det kan f.eks. være de rettigheder og pligter man har, når man har fået asyl i Danmark, samt hvad det er for et system, man bliver en del af, og hvilke procedurer, man skal igennem.
I lyset af paradigmeskiftet har vi set, at der er kommet strengere krav for at få permanent opholdstilladelse og statsborgerskab. Dette kan betyde, at personer, der har været i Danmark i mange år, ikke opfylder kravene for permanent opholdstilladelse, hvilket stiller disse personer i en usikker position. Man har blandt andet ikke adgang til det formelle demokrati, og nogle af de unge mennesker kan føle sig nødsaget til at udskyde eller helt droppe deres uddannelse.
Det uformelle niveau kan også kaldes hverdagsniveauet og handler om alt det, der foregår lokalt i ens hverdag, efter man er kommet til Danmark. Det kan eksempelvis være mødet med en ny nabo, indkøbsturen i det lokale supermarked eller den første dag i en lokal sportsklub – altså situationer, hvor mennesker møder hinanden ansigt til ansigt i hverdagen.
De to niveauer påvirker hinanden. F.eks. er der på det formelle niveau en regel om, at myndighederne skal bestemme, hvilken kommune man flytter til efter at have fået asyl i Danmark. Men når man lærer sine nye klassekammerater at kende i den kommune, man er flyttet til, foregår det på niveau.
Integration er på mange måder et ord, der bruges på forskellige måder:
Se Israas tale
Se Ayas film
Se Eymans film
Diskrimination defineres ved en usaglig forskelsbehandling, der medfører, at en person bliver dårligere behandlet eller beskyttet end andre. Diskrimination kan ske af flere forskellige årsager, herunder national/etnisk oprindelse, hudfarve, religion køn, handicap, seksuel orientering eller politisk overbevisning. Mennesker er retsligt sikret imod ikke at blive diskrimineret både i flere af FN´s konventioner, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, delvist i grundlovens § 70 og derudover har vi en række love, som beskytter mod diskrimination på arbejdsmarkedet.
Se Yaras tale
Direkte diskriminination sker, når en person behandles dårligere end en anden person f.eks. grundet individets alder, køn, etnicitet, religion eller seksuelle orientering. Den direkte diskrimination kan f.eks. forekomme, når en person nægtes adgang til en natklub grundet hudfarve, eller en person fravælges på arbejdsmarkedet grundet personens etnicitet.
Indirekte diskrimination sker, når en regel eller et kriterium, som umiddelbart virker neutral, faktisk har en negativ effekt på en bestemt gruppe mennesker. Det vil sige, at bestemmelsen stiller personer i en bestemt alder, køn, etnicitet ringere end andre. Dette kunne eksempelvis være, når en virksomhed opslår en stilling, men at man ikke må bære tørklæde. Opslagets krav virker neutralt, men vil i højere grad betyde, at f.eks. en muslimsk kvinde ikke vil kunne søge jobbet.
I en undersøgelse af Institut for Menneskerettigheder (2023) angiver 84% af minoritetsetniske personer, der er født i Danmark eller kom til Danmark før de fyldte 13 år, at de har oplevet diskrimination. Desuden fremgår det, at aldersgruppen 18-34 år samt personer med oprindelse i mellemøstlige eller afrikanske lande, der oftere oplever diskrimination. Selvom diskrimination er ulovligt, oplever stadig størstedelen af minoritetsetniske personer altså diskrimination på grund af deres etniske ophav.
Se Aymans film
Strukturel diskrimination er en form for diskrimination, der ikke nødvendigvis er synlig eller direkte. Det handler om de normer, handlinger og praksisser, som er indlejret i vores samfund. Normerne er ofte så naturlige for os, at vi ikke tænker over dem. Strukturel diskrimination er ikke skrevet ned i lovgivningen, men findes i sociale strukturer og normer, vi lever efter. Disse naturlige normer kan være med til at skabe og opretholde magtforhold i samfundet. Det er altså ikke kun de synlige handlinger for diskrimination vi skal være opmærksomme på, men også de mere “usynlige” handlinger. For eksempel kan diskrimination findes i sprog, forståelser og diskurser, der påvirker hvordan personer handler i et samfund.
Institutionel diskrimination er når regler og love, har en diskriminerende virkning, selvom det ikke nødvendigvis har været intentionen. Denne type diskrimination bygger ofte på den strukturelle diskrimination, hvor samfundets normer, selvfølgeligheder og antagelser påvirker beslutninger og regler. Et eksempel på institutionel diskrimination kunne være 24-års reglen for familiesammenføring, hvor ægtepar skal være mindst 24 år gamle for at kunne få deres partner til Danmark. Det kan ses som institutionel diskrimination, fordi den bygger på antagelser, normer og diskurser, der antyder, at ægteskaber i visse lande er forbundet med tvangsægteskaber.
Racisme er, når man opfatter “race” som den primære årsag til forskellen mellem mennesker. I denne forståelse vil nogle “racer” opfattes som overlegne overfor andre “racer”. Endvidere er racisme, når man på baggrund af folks udseende tillægger dem en bestemt adfærd og bestemte evner. Racisme medfører at særlige grupper af mennesker diskrimineres eller oplever usaglig forskelsbehandling på baggrund af f.eks. race, etnicitet, nationalitet, hudfarve.
Racisme og diskrimination er relaterede begreber, som begge indebærer uretfærdig behandling af mennesker, men det er på forskellige grundlag. For at adskille de to begreber skal man forstå diskrimination som en bredere betegnelse for uretfærdig forskelsbehandling. Diskrimination er baseret på forskellige karakteristika, som race, køn, seksualitet mm., hvorimod racisme er en specifik form for diskrimination, som er rettet mod “race” og etnisk oprindelse.
Racisme og/eller diskrimination kan eksempelvis komme til udtryk gennem hadforbrydelser. En hadforbrydelse, også kendt som en “hate crime”, er en kriminel handling. Det forstås som fysisk, psykiske eller verbale angreb mod en person, ofte på grund af individets etnicitet, seksualitet, køn m.m. Eksempelvis vil et overfald med et racistisk motiv blive betegnet som en “hate crime”. I undersøgelsen udarbejdet af Institut For Menneskerettigheder fremgår det, at 12% af minoritetsetniske personer angiver, at de er blevet udsat for vold eller trusler om vold på grund af deres etniske oprindelse.
Diskrimination, racisme og hadforbrydelser kan have flere konsekvenser både for samfundet og for individet. Eksempelvis kan diskrimination på arbejdsmarkedet, gennem forskelsbehandling på baggrund af køn eller etnicitet bidrage til en øget økonomisk ulighed. Desuden kan diskrimination og racisme føre til social udelukkelse/udstødelse og dermed ekskludering fra samfundet. Gentagende diskriminerende oplevelser (eksempelvis gennem hadforbrydelser), kan påvirke individets mentale helbred negativt. Dette er blot nogle få eksempler på, hvordan diskrimination kan påvirke et individ negativt.
For at fremme inklusion af unge med flugtbaggrund bør der være fokus på flere nøgleområder, der imødekommer nogle af de udfordringer og barrierer, som er nævnt tidligere i begrebsbogen.
Ved at kombinere disse initiativer kan samfundet hjælpe unge med flugtbaggrund med at opnå lige muligheder og blive aktive deltagere i samfundet.
DFUNK driver over 30 sociale fællesskaber i hele landet, hvor unge frivillige og deltagere med og uden flugtbaggrund hver uge skaber et frirum med spil, mad, sport og ungdomsliv som omdrejningspunkt. Derudover tilbyder DFUNK frivillige til sparring og støtte ifm. uddannelses- og jobmuligheder samt kreative forløb, hvor unge med flugtbaggrund får styrket deres demokratiske selvtillid og engagement ved at udtrykke deres mening og fortælle deres historie gennem kunst, musik, poesi, film og billeder.