Flygtninge Internationalt

Hvor mange mennesker er på flugt i verden?

I midten af 2022 var ca.103. mio. mennesker af verdensbefolkningen på flugt. Det tal inkluderer 26,7 mio. personer, som er anerkendt som flygtninge af nationale myndigheder og internationale aftaler, 53,2 mio. internt fordrevne – med andre ord “flygtninge i eget land”, 7,7 mio. statsløse el. som har forbindelse til UNCHR, 5,8 mio. palæstinensiske flygtninge under UNRWA’S mandat, 5,3 mio. mennesker som har brug for international sikkerhed samt 4,9 mio. asylansøgere.

Det kan være svært at få en fornemmelse af, hvor mange mennesker 103 mio. svarer til. Hvis man sammenligner tallet med Danmarks befolkning (5,8 mio.), så svarer tallet til ca.18 gange af den danske befolkning. Det svarer også til, at hele 1,2% af verdens befolkning er på flugt.

Hvor flygtes der til?

I 2022 husede hhv. Tyrkiet, Colombia, Tyskland, Uganda og Pakistan flest flygtninge og fordrevne. Tyrkiet huser ca. 3.7 mio., Colombia 2,5 mio., Tyskland 2,2 mio., Uganda 1,5 mio. og Pakistan 1,5 mio. At det netop er disse lande er ingen tilfældighed. Alle fem lande er nemlig nabolande til de steder, som flest mennesker flygter fra; nemlig hhv. Syrien, Venezuela, Ukraine, Syd Sudan og Afghanistan.

Hvor mange flygtninge ét land tager i mod fortæller dog ikke hele historien. Mindre lande kan af gode grunde ikke husere ligeså store antal flygtninge, som de helt store lande kan, men det er ikke ensbetydende med, at de mindre lande ikke også hjælper til. Faktisk er mindre stater nogle af de lande, der har flest flygtninge pr. indbygger. I Aruba – et lille land i Carribien med ca. 116.000 indbyggere – er hvert 6. person registreret som flygtning. I Libanon – hvis indbyggertal er ca. 6 mio. – er hvert 6. person flygtning.

I 2022 var 74% af verdens flygtninge placeret i lande med lav eller middel indkomst, mens 22% af verdens flygtninge fik asyl i verdens fattigste lande, som f.eks. Chad, Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Kenya m.fl.

Senest opdateret 15/09-23

Hvorfor flygter mennesker?

Syrien

Syrien er det land i verden hvorfra de fleste flygter. Mennesker, der flygter fra Syrien, flygter fra en borgerkrig, der har varet siden 2011. Krigen startede i kølvandet på det arabiske forår, hvor borgere ønskede demokrati og demonstrerede imod det autoritære et-partistyre ledet af den nu afdøde Hafez al-Assad, og derefter hans søn Bashar al-Assad. Disse oprør udviklede sig til en væbnet konflikt mellem oprørere, der kæmpede for reformer, og regeringen i Syrien. Talrige nationale og internationale aktører har været indblandet i krigen og kæmpet for hver deres mål.

Mange medier har haft særligt fokus på Islamisk Stats tilstedeværelse i Syrien og på den Syriske regerings brug af kemiske våben – herunder brug af sennepsgas og giftgas mod den civile befolkning. I 2013 blev op mod 1700 personer dræbt af et sådan giftangreb. Derudover har der været utallige bombeangreb mod både oprørere og civile.

Venezuela

Venezuela står lige nu i en af verdens største udvandringskriser. Omkring 5 mio. indbyggere har forladt landet, og alene i 2019 søgte 430.000 venezuelanere om asyl i andre lande. De fleste venezuelanere migrerer på grund af en blanding af økonomiske, sikkerhedsmæssige og politiske årsager. Mange migrerer for at få adgang til mad og medicin til familien, men ifølge Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) flygter mange også på grund af politisk forfølgelse. I 2016 indførte landets præsident, Nicolas Maduro, undtagelsestilstand. Det betyder en retslig tilstand, hvor normale love og regler er sat ud af kraft. Siden da har der været alvorlige menneskerettighedsbrud i landet. Venezuelanske sikkerhedsstyrker bekæmper demonstranter og politiske modstandere med vold, fængslinger og forsvindinger.

Ukraine

Konflikten i Ukraine har ført til, at millioner af mennesker har været nødsaget til at forlade deres hjem og søge tilflugt i andre lande, herunder Danmark.

Tæt på 6 millioner mennesker er vurderet til at være internt fordrevet i Ukraine, som vil sige, at de er flygtet til andre steder eller byer inden for landets grænser for at søge sikkerhed. Derudover er der omkring 8 millioner mennesker, som er flygtet ud af landet. Størstedelen af disse er kvinder og børn, da mange mænd er blevet tilbage for at forsvare Ukraine.

Noget særligt for ukrainerne, når de flygter, er, at de har lovlig adgang til landene i Europa. Derfor kan de selv vælge, hvor de vil rejse hen, og rejse igennem andre europæiske lande, inden de søger om visum eller asyl. Dette er særligt for ukrainerne, da de flygter indenfor Europas grænser. Normalt er det som flygtning fra ikke-europæiske lande ikke muligt at krydse landegrænser, da man skal blive i det første land, som man bliver registreret i grundet Dublin-forordningen.

Vil du vide mere?

Så download vores flyer, hvor du også finder svar på, hvilke lande, der huser flest “flygtninge” og meget mere. 

Har du yderligere spørgsmål?

Kontakt Spørg DFUNK, der sidder klar til at besvare dine spørgsmål.

Mail: [email protected] (skriv dit telefonnummer i mailen, så vi evt. kan ringe dig op)

Telefon: 28 10 01 65

Læs mere om Spørg DFUNK og se vores telefontider ved at klikke her

X