
Ahmad: ”Kære politiker, tag ikke vores drømme fra os”
På Ølkassen til Ungdommens Folkemøde holdt Ahmad Shukri Alali tale foran en stor gruppe unge. Hans tale handlede om drømme for fremtiden og om at kunne kalde Danmark for sit hjem. Han stillede spørgsmålet: ”hvad betyder hjem for jer, og hvornår kan man kalde Danmark for sit hjem?”.
Ahmad var kun 14 år gammel, da han flygtede fra Syrien. Han forlod alt hvad han havde og kendte til for at starte et nyt liv uden forfølgelse og frygt. I et år boede han i Egypten, hvor han arbejdede 12 timer om dagen inden han til sidst tog den lange rejse til Danmark sammen med sine søskende. Han har boet i Danmark siden 2016.
”Med krigen i Syrien mistede jeg håbet om at kunne kalde det for hjem. Men hjemfølelsen kom igen, da jeg kom til Danmark”, fortæller Ahmad fra talerstolen til Ungdommens Folkemøde.
Ahmad startede på gymnasiet, da han kom til Danmark og i dag 6 år senere, arbejder han som sikkerhedsvagt. Han drømmer om at blive politibetjent en dag, men det er ikke muligt som tingene ser ud nu, fordi Ahmad har kun midlertidig opholdstilladelse. For at blive politibetjent skal man være dansk statsborger. Han fortæller:
”Jeg synes det er hårdt, at vi er så mange unge, der har været her i mange år og som arbejder, går i skole og taler dansk. Vi kan ikke forfølge vores drømme. Der er ting vi ikke kan, og drømme som vi ikke kan følge, fordi vi ikke har permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab her i Danmark”.
I 2019 blev det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken en realitet, og der fulgte en række stramninger med, der har haft massiv indflydelse på mange menneskers liv. Helt overordnet markerede paradigmeskiftet et skifte fra fokus på integration til ‘hjemsendelse’, som sammenholdt med en række andre stramninger, bl.a. har betydet, at flere får inddraget deres opholdstilladelser.
Mange unge som Ahmad lever med en midlertidig opholdstilladelse og lever derfor også med en konstant følelse af usikkerhed omkring deres fremtid. De oplever, at andre unge i Danmark har andre og flere muligheder for at uddanne sig, søge drømmejobbet og generelt tage aktivt del i samfundet. Fordi uddannelse siden 2016 ikke længere er sidestillet med beskæftigelse i kravene til at opnå permanent opholdstilladelse, fravælger nogle unge derfor helt at uddanne sig af frygt for at miste retten til at opnå permanent hold i Danmark. Andre unge arbejder fuldtid ved siden af studiet. Kravene til de unge er strikse, der både drømmer og knokler for en fremtid her i Danmark.
”Hvis jeg kunne sige noget til politikerne, så ville det være, at de skal lade være med at tage drømmene fra os. Jeg kan ikke selv stemme til folketingsvalget, men til alle dem som kan, håber jeg, at de tænker over hvem de stemmer på, for en stemme kan ændre folks liv”, siger Ahmad.
På talerstolen til Ungdommens Folkemøde slutter Ahmad sin tale af med at sige:
”Det er forskelligt, hvad der påvirker menneskers hjemfølelse. Hjemfølelsen er ikke noget, man kan bygge sig til, men noget man kan påvirke gennem handlinger, adfærd og når vi omgås hinanden. Mit navn er Ahmad og jeg ønsker et Danmark for mig, dig og os”.
Ahmad er frivillig i DFUNK og med i projektet UDTALT, hvor han har været en del af meningsdanneruddannelsen Udtaler. Projektet uddanner hvert år en gruppe unge med flugterfaringer i at holde taler, lave podcast, film, events og debatter. Projektet er støttet af Nordea-fonden. Læs mere om projektet her
Vil du være med i DFUNK og kæmpe for en mere solidarisk flygtningepolitik, så meld dig ind her