DFUNK på Folkemødet

DFUNK deltager hvert år i Folkemødet på Bornholm. Folkemødet er en fire dages demokratisk festival, der samler flere end 100.000 mennesker i alle aldre.

Vi samarbejder hvert år med en række seje samarbejdspartnere om at give ordet til de unge, der er kommet til Danmark som flygtninge. Igennem debatter, artist talks, personlige fortællinger og dans skaber vi dialog og bidrager til den demokratiske debat.

 

Hvis du ønsker at samarbejde med os, så skriv en mail til Projektleder Lærke Bloom Madsen: laerke.madsen@dfunk.dk

 

 

 

Folkemødet 2019

 

6 MODIGE FORTÆLLERE OG DEBATØRERE

DFUNK var i 2019 på Folkemødet med 6 seje unge, som hver især repræsenterede forskellige vinkler på flygtningedebatten. Dette resulterede i alt fra oplæsning af deres egne digte og personlige fortællinger til politiske debatter. 

 

SAMARBEJDE OG OUTREACH 

Vi afholde i 2019 alle vores events i samarbejde med andre relevante organisationer. Samarbejderne gav mulighed for, at fortællerne kunne dele deres perspektiver på mange forskellige platforme og scener på Folkemødet. 

 

 

 

Tak til vores samarbejdspartnere 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

EVENTS 2019

 

Digte, drømme og Danmark 

Radio24syv og DFUNK afholdte en performance og artist talk med unge kunstnere med flygtningebaggrund, hvor de satte rim på deres oplevelser om kulturmøder, flugt, identitet, hverdagen, stereotyper og at være ny på dansk. 

 

 

Hvad er konsekvenserne af Paradigmeskiftet?

Trampolinhuset, Mellemfolkeligt Samvirke og DFUNK gik sammen om, at sætte fokus på hvordan paradigmeskiftet og midlertidighed opleves blandt de mennesker der påvirkes af den nye retorik. Fire fortællere med flygtningebaggrund gik på scenen og fortalte. 

 

 

‘Paradigmeskiftet’ - når symbolpolitik bliver praksis

Institut for Menneskerettigheders telt dannede rammerne for DFUNKs kampagne ’Midlertidighed kan ikke vare evigt' (link), hvor et stærkt panel debatterede, hvordan symbolpolitik bliver til praktisk virkelighed for flygtninge i Danmark.

 

Taler I om mig? 

I andet samarbejde med Radio24syv debatterede fortællerne dækningen af flygtninge og Syrien. For hvordan er det at læse om flygtninge og krigen på sit nye sprog? Knud Brix var vært og tre unge med flygtningebaggrund tog ordet.  

 

 

Rekordmange er på flugt: Hør tre personlige fortællinger

UNHCR og DFUNK gik sammen om, at give ordet til tre historiefortællere, der alle er flygtet fra Syrien. De fortalte om, hvad det vil sige at blive tvunget fra sit hjem, være på flugt og ankomme til og bo i Danmark som flygtning.

 

 

Hvordan sikrer vi, at flygtninge ikke bliver "left behind"?

Verdensmålenes telt var omgivelserne til DFUNKs samarbejde med Globalt fokus, der fokuserede på flygtningekrisen og FNs verdensmål. En snak om livsvilkår for flygtninge hjemme og ude i verden. 

Folkemødet 2018

 

 

  

 

I 2018 var på Folkemødet under sloganet ‘Gi [alle unge] muligheden’

 

Vi afholdte syv events, hvor vores seje fortællere debatterede, delte deres historier og dansede dabke med resten af Folkemødet. Alt sammen for at styrke unge med flygtningebaggrunds deltagelse i demokratiet! 

 

Medborger pop-up shop – Unge flygtninge gir' dig muligheden 

 

Igennem vores workshops har vi fundet frem til, at medborgerskab også er god kommunikation, nysgerrighed eller en følelse. I form af piller, eliksir og luft gav vi deltagerne på Folkemødet 2018 muligheden for at blive en bedre medborgere og dermed satte vi spørgsmålstegn ved hvad medborgerskab også er.

 

 

Unge med flygtningebaggrund har holdninger til medborgerskab – har du?

 

Op til Folkemødet 2018 inviterede DFUNK 32 unge til at sætte ord på deres forståelse af 'Medborgerskab'. Videoen giver dig et indblik i, hvordan vi har designet et kreativt workshopformat. Formålet var at skabe et rum, der giver plads til at diskutere Medborgerskab på tværs af kultur og sprogkompetencer. 

 

 

Events på Folkemødet 2018

DFUNK var på Folkemødet med syv events, hvor vi gav ordet til unge med flygtningebaggrund. Der er behov for, at deres stemmer bliver hørt – ikke mindst på Bornholm.

 

Torsdag kl. 17.30-18.15

Et storytelling-event med tre modige unge, der fortæller om flugt, håb og mødet med Danmark.

Få et unikt og personligt indblik i de unge fortælleres liv, deres historie og deres drømme – drømme som måske ikke er så langt fra dine egne. Se mere her.

Det sker i VILLA GODE LIV (D10)

 

Fredag kl. 15.15-16 

Et anderledes storytelling-event, hvor breakdancere, rappere og unge med flygtningebaggrund sammen skaber nye fortællinger, sætter kulturmøder på dagsordenen og udfordrer din forståelse af integration. Se mere her.

Det sker hos VILLA GODE LIV (D10)

 

Fredag kl. 16.30-18

I foråret 2018 har en række unge med flygtningebaggrund sat ord på deres forståelser af medborgerskab. Få bekræftet, udfordret eller uddybet din egen forståelse, ved at besøge vores installation på Folkemødet 2018. Se mere her.

Det sker på gaden foran VILLA GODE LIV (D10) 

 

Fredag kl. 18.00-19.00

En dialog om ligestilling og ungdomsliv mellem fire unge danskere fra hele verden. De unge taler om det svære og det sjove. Om hverdagsoplevelser og klichéer. For hvordan står ligestilling egentlig til blandt unge i 2018? Se mere her.

Det sker hos Civiltinget (C8)

 

Lørdag kl. 10.30-11.30

Nyd formiddagen med hørebøffer og flødekager, når DFUNK inviterer til podcast-session om unge flygtninges hverdag i Danmark. Se mere her.

Det sker i VILLA GODE LIV (D10)

 

Lørdag kl. 14.00-14:45 

Abdullah Sakka, Mahmoud Ismail og Christian Friis Bach, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, mødes i en samtale om, hvordan det er at være en del af flygtningedebatten. Ekstra Bladets Poul Madsen styrer samtalen og bidrager med mediernes ansvar og rolle. Se mere her.

Det sker i VILLA GODE LIV (D10) 

  

Lørdag kl. 22:40-00:00

En dansefest med kurdisk folkedans, afrobeats og mangfoldighed. Slip håret løs, når DFUNK, Højskolerne og Dansk Kvindesamfund sætter gang i dansegulvet med rytmer fra hele verden. Se mere her.

 Det sker i Højskolernes telt (A7)

 

Hvis du vil vide mere om DFUNKs Folkemøde-kampagne og deltagelse, så skriv til projektleder Lærke Blom Madsen på laerke.madsen@dfunk.dk 

En stor tak til DUFs InitiativStøtte og Nordea-fondens 'Villa Gode Liv'. 

 

 

Unge med flygtningebaggrund har holdninger til medborgerskab – har du?